Om Audiolabs..

Jeg grundlagde min forretning under navnet “DynaMax” (omvendt forkortelse af “Maksimal Dynamik”), da det ret beset er hvad jeg tilbød dengang i 1993 og stadig tilbyder. Dynamik fra store højttalere af egen kabinetproduktion på lokalt snedkerværksted, tilsat nogle af de bedste enheder penge kan købe. Læg dertil en dynamisk progressiv tilgang til det at yde kundeservice. Intet har ændret sig fra dengang og nu. Eneste forskel er +30 års erfaring i audio branchen, med import og salg, kundetilpasset højttaler produktion, med rådgivning omkring installation akustik.  Læs mere under “Historien” længere nede, hvis du er nysgerrig.

Jeg foretrækker forhandling af få produkter med 100% fokus på at fremme potentialet i hvert enkelt. Jeg fokuserer min forretnings koncept på at have et udvalg af produkter til fremvisning, og nyder derved at kunne fremme dialogen med kunden i beslutningsprocessen om hvilken model er den rette for ham. Begejstringen for musikken, og begejstringen for udstyret der benyttes til frembringelsen af den musikalske nydelse skal være dét der bringer kunden og jeg sammen.

Jeg tilbyder demonstration af mine produkter fra min private bolig beliggende højt og frit uden for Slagelses bygrænse, og jeg har valgt at investere et betydeligt beløb i nogle lokaler til formålet, som til gavn for kundeoplevelsen er i en højere kvalitet end hvad majoriteten af danske HiFi-butikker kan tilbyde fra respektive butikslokaler i befolkningstætte byområder. Skrevet med al respekt.   Ring 40841115 eller send en mail til info@audiolabs.dk hvis du vil vide mere.

Historie:

Jeg startede som elev i AUDIOSCAN/LYDKILDEN i 1985, og flyttede til DANMARKS HI-FI KLUB i 1987, hvor jeg var med til at etablere den lokale filial i Slagelse. I 1989 blev jeg ansat i FREDGAARD RADIO’s (SENERE FONA) “SUPER RADIO” koncept, og stod som ret ung med ansvaret for alt lyd i Danmarks dengang største Radio/TV butik; “SUPER RADIO” i Tåstrup ved IKEA. De færreste husker i dag SUPER RADIO, men konceptet kan genkendes i, at det senere blev til EL-GIGANTEN. Mit ansættelses forhold stoppede i 1993 fordi jeg ville afprøve min muligheder som selvstændig. Årsagen var at jeg havde højere ambitioner samt egne idéer omkring begrebet kvalitets audio, i produktion såvel som salg, og disse måtte jeg bare prøve af.

Jeg startede DYNAMAX i 1993 med højttalerproduktion for øje. Der blev i perioden frem til 1997 udviklet en række spændende produkter, som den dag i dag holder i stil og kvalitet. Men udfordringerne omkring finansiering af konkurrencedygtig produktion blev for store, og håndbyggede højttalere var der ikke marked for i tilstrækkeligt omfang.

I perioden 1997-2003 var jeg importør på Bob Carvers “SUNFIRE”. Fra 1999-2001 importør på VELODYNE, og “DEFINITIVE TECHNOLOGY”. Alle husker den magiske lille subwoofer terning fra SUNFIRE, som siden er kopieret af alt og alle. Samarbejdet med Sunfire stoppede da virksomheden blev solgt til investeringsfirma, der installerede en ledelse der ville have virksomheden i en helt anden retning end grundlæggeren Bob Carvers, og det kunne jeg ikke se mig selv i.

I perioden 1998-2004 var jeg importør på Wisdom Audio, der fremstillede nogle imponerende linjekilde systemer i 2 meters højde, suppleret med ultra-kraftige bas-systemer. I realiteten var min indsats med til at sikre at mærket blev kendt i audiofile kredse i Danmark og Sverige. Mit samarbejde med virksomheden stoppede desværre da grundlæggeren Tom Bohlender (som var yderst innovativ og altid dynamisk), af personlige årsager måtte trække sig fra virksomheden. Den nye ledelse anlagde en anden produktstrategi med fokus væk fra high-end 2-kanals lyd og over på på in-wall designs -som er meget udbredt i USA (men meget lidt udbredt hos os), og virksomheden er idag vokset til en anseelig størrelse på netop high-end indbygnings hjemme biografsystemer.

I perioden 2004-2009 var jeg meget aktiv på forhandling af Accuphase elektronik, samt højttalere fra JBL (flagskibsmodellerne K2, Everest og Synthesis-hjemmebiograf). Denne periode var en stor succes for min forretning, fordi jeg lykkedes med at udvikle det potentiale som begge produkter besad, men som ingen rigtigt havde løftet i Danmark, i årene før jeg tog over. Men succesen ebbede ud over 2009, fordi begge virksomheder i perioden efter finanskrisen foretog prishævninger på ca. 30%, og det fjernede stort set al efterspørgsel i min forretning, hvorfor jeg trak mig fra forhandling af begge produkter.

I takt med erfaringer fra hjemmebiografindustrien lærte mig at dette forretningsområde indeholdt endeløse kurser i evigt skiftede softwareplatforme, og at “varen” man skulle sælge til sine kunder, blandt andet indeholdt abonnementsaftaler på kontinuerlige opgraderinger af software, og jeg tilmed skulle acceptere endeløse tab på de sofistikerede produkter der var indkøbt som “det hotteste” den ene dag, var uddateret og noget nær værdiløst den næste dag, besluttede jeg mig at forlade dette forretningsområde og fokusere al min energi på 2 kanals lyd.

Det store skift henimod fuld fokus på 2-kanal lyd, foretog jeg fra 2009 hvor jeg gik all-inn på import af det østriske High-End mærke “Ayon Audio”, som jeg importerede og solgte med succes i årene 2009-2013. Men succesen blev gradvist brudt ned fordi jeg overtid måtte afholde store udgifter på reparation af service af de solgte apparater. Der var lidt for meget “Formel 1 racer” over mange af konstruktionerne; forstået på den måde, at de gengav musikken på en fantastisk måde, men alt for ofte var forstærkerne tunet for hårdt hvilket betød stor ustabilitet.

I 2015-2016 valgte jeg at stige med på pladespillerbølgen ved import af de tunge pladespillere fra Østrisk/Tjekkiske EAT (European Audio Team), et datterselskab under Project Audio. Samtidig foretog jeg et nyt forsøg på import og forhandling af rørforstærkere fra amerikanske Atma-Sphere, der er verdenskendte for deres OTL designs. Det blev for begge produkters vedkommende til 4 spændende år, hvor jeg desværre i 2020 måtte give slip på EAT og i 2021 på Atma-Sphere. For EAT’s vedkommende var det udløst af moderselskabets opførelse af ny kæmpefabrik, hvilket dikterede krav til forhandlerne om øget omsætning, alternativt acceptere prishævninger på 20%. Atma-Sphere vidste sig at være lidt for nørdet og ukendt et produkt på vores breddegrader til at kunne vække interesse i det danske Hi-Fi marked hvorfor jeg måtte opgive at investere yderligere ressourcer i produktet.

Som supplement til EAT pladespillere, valgte jeg i 2018 at stige et trin op ad kvalitetsstigen ved opstart af import af pladespillere fra tyske TW-acustic samt forhandling af de danske Bergmann pladespillere. Begge produkter udgør et ankerpunkt i min forretning idag, tillige med højtalere fra Hollandske Stage Accompany som opstartede import af i 2017. Stage Accompany er verdenskendte for deres planmagnetiske diskant og mellemtone enhed, parret med 12″ og 15″ bas-enheder af egen produktion efter oprindeligt JBL forbillede. Alle enheder fra Stage Accompany er i sø høj kvalitet at de anvendes til studio, hjemme-audio og P.A.

Nutiden og fremtiden:

I skrivende stund er det Juli 2022 og status er: Corona nedlukninger med deraf følgende rejserestriktioner har været hårdt for min forretning. Andre aktører i branchen taler begejstret om øget salg i lyset af at deres kunder ikke har haft andet at anvende deres penge på, end indkøb af HiFi-legetøj. Om det er sandt eller en pyntet historie vil jeg ikke spekulere i.  Men 2 års noget nær stilstand i markedet har været hårdt for mig. Tiden har dog været anvendt til udvikling af nye idéer, og snart vil jeg præsentere egne højttaler-modeller, bygget i den ånd som jeg stiftede Dynamax med i 1993. Og det bliver stort.. i fysisk forstand. Mindste model har en 15″ bas..

Ydermere tilkommer et nyt kendt produkt på elektroniksiden, hvis fremtiden arter sig fornuftigt i denne stormfulde tid. Mit livssyn er; at når det stormer kan man enten gå i hi eller gå ud og rejse en vindmølle og drage fordel af stormen. Den evige tro på livet og lyset, er årsagen til menneskets eksistens, og det er den tilgang der holder min energi oppe i alt hvad jeg foretager mig.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Sannerúd
Dynamax Audiolabs